I Danmark er jeg født, jeg er heldig at her har jeg hjemme.

Når man sidder i København og anstrenger sig for at finde et virkeligt problem i et liv der stort set kun har givet gode oplevelser, og som konstant har haft en umistelig trykhed. Ja så er det svært at forholde sig til den virkelighed som andre menesker lever i, og det kan virke som om at denne enorme rigdom på mange måder nærmest er et fængsel, fordi vi er så bange for at der skal komme nogen og tage af vores enorme overflod.

Det er så grotesk at vi taler om hvor mange flygtninge vi kan tage, for det er på intet tidspunkt på tale at tage så mange at de reelt vil betyde noget for den enkelte europærer.

Det er uforståeligt at vi skal være mere berørt af billederne af druknede flygtninge som har betalt tusindvis af kroner til kriminelle smuglere, frem for at vi tænker på de mange milioner i flygtninge lejrene som dør af sygdom hver dag.

Hvis vi vil noget med vores meneskelighed så burde vi selv tage ned til flygtningelejrene og hende de menesker til Danmark som vi er klar til at tage imod på en værdig måde, og så skal vi afvise alle der kommer hertil via meneskesmuglere, for kun når der ikke længere er mulighed for at komme ind via den vej vil vi kunne rede flygtningene fra at drukne.